Aber og elefantbrøl

Den sidste uge har vi været på en tur udenfor Plateau State. Alle 17 mand og bagage og mad dertil ind i bussen og så afsted i 5 dage. Lidt trængt og varmt med en temperatur udenfor på 35 grader, men vi hyggede os. Først kørte vi til Numan og Yola og de sidste 3 dage tilbragte vi så i Yankari, som er et smukt naturområde med et rigt dyreliv, især masser af bavianer.
I Yankari boede vi i nogle nybyggede huse, så det var helt vestligt med pæne badeværelser og aircondition. Men ak, vi var dog stadig i Nigeria, så der var ikke altid vand i hanen og stømmen kom og gik som den ville. Bavianerne var overalt, de kom helt tæt på husene, og da de så at vi havde vandmeloner og bananer med, gjorde de alt hvad de kunne for at få fat i dem. Ja faktisk så meget at de, mens vi var væk, fik lirket et vindue op til et af vores værelser, så de små aber kunne komme ind og spise alt vores frugt. Så da vi kom tilbage fandt vi et værelse med melon og bananskræld og rod overalt. Der var fodspor overalt på sengen og endda på væggen, og en abelort på sengebordet. Der havde virkelig været abefest. Ikke det smarteste at lave vinduer, som aberne kan åbne udefra.. Man lærte da også hurtigt at man ikke skulle spise eller drikke noget udendørs, for så ville en bavian med garanti komme imod dig for at snuppe det. Rundt omkring gik også masser af vildsvin, men de var dog noget mere fredelige.
Yankari er et stort naturområde/dyreresevat på 2244 km2 hvor der bla. lever elefanter, løver, aber, bøfler og krokodiller, som man, hvis man er heldig, kan se når man er på safari. Vi var på safari 3 gange i ægte stor safarijeep, der kunne klare det vilde terræn. På safarien kom vi helt tæt på water-bugs, bush-bugs, en krokodille, utallige aber, flotte fugle, en monitor-lissard og antiloper. Derudover så vi også bøffelfodspor, løvefodspor og frisk elefantlort, men desværre ikke mere end det. -men de var der, lige i nærheden.
I Yankari er også en varm kilde med helt rent vand, hvor vi kunne bade og nigerianerne kunne øve deres svømning, som de ellers ikke har så meget erfaring med. Vandet var 30 grader varmt, så da vi en morgen stod op kl 5.30 for at gå ned at bade, lå et tyndt lag dis over vandet. Så lå man dér i det varme vand og kiggede op på solen, der stod op over de store træer og palmer, mens man lyttede til de helt specielle afrikanske lyde og pludselig kunne vi høre elefantbrøl. De var altså lige i nærheden, selvom vi ikke fik dem at se. Fantastisk at få en smagsprøve på den vilde afrikanske natur, man ellers ikke mærker til i storbyen Jos.

MAD

Mad, mad, mad. Ja, jeg kan vist godt skrive et lille blogindlæg om mad, for det er et emne, der efterhånden fylder meget i vores samtaler. Det er som om, at vi er ved at have fået nok af pasta og ris! Både middag og aften får vi varm mad, så man kan godt komme til at savne den ellers daglige portion rugbrød.
I villaen hvor vi bor, er der lavet den regel, at vi i løbet af en dag får ét nigeriansk måltid og ét dansk måltid, og det er vi glade for, for nigeriansk mad kan til tider være noget sært noget! Kød er rimeligt dyrt, så hvis vi får kød til et måltid får vi højst et stykke på størrelse med et lille viskelæder. Tilgengæld spiser nigerianerne gerne alt andet fra dyret! Ja, det er faktisk ikke engang løgn. Det eneste de ikke spiser er blod og hår. I en nigeriansk suppe kan der nemt være stykker af skind -som mest af alt minder om gummi og ikke just smager godt -der er i hvert fald langt til den danske flæskesværd. Nigerianerne er også rigtig glade for ben i deres mad. Hjemme i Danmark kunne man måske finde på at koge suppe af den slags, men her spiser de altså selve benene. Så sidder de ellers der og gnaver på livet løs for at knusse benene, som de så suger saften ud af. Ja, de har virkeligt stærke tænder, selv den mindste og pæneste nigerianerpige åbner sodavand med tænderne.
Meget nigeriansk mad har vi efterhånden prøvet, men noget af det mest mærkelige er dog det vi danskere kalder slimy-soup, fordi det ganske simpelt er meget meget slimet. Retten består af en grøn suppe/sovs, hvor der bla. er rejer og fiskeben i. (-ja, de spiser også fiskebenene, de spiser hele fisken. Det bedste er hoved, så det får nigerianer-pigerne lov til at slåsse om..) Pga af en speciel grønsag, som de også putter i, bliver suppen meget meget slimet. Denne suppe spises så sammen med en hvid risbolle, som de så tager et lille stykke af -med fingrene selvfølgelig- og så ned i suppen, som er så slimet at den ikke vil give slip igen. Så dér sidder de så med mad på fingrene og sovs hængende ud af munden.. Ja, det lyder ikke så appetitligt, og det er det da egentlig heller ikke.. Men vi har det nu meget sjovt. Tilgengæld er vores kok Kelvin også god til at lave dansk mad, så det hænder at han laver retter som frikardeller og koteletter, dog noget mindre end derhjemme, men smagen er nu god nok. -Tak til Kelvin!
(På billedet ses Kathrine/”Søren”, der forsøger sig med den nigerianske mad!)

Bjergbestigning

Naturen her i Plateu State er virkelig fantastisk! Til hverdag mærker vi det ikke meget, når vi nærmest ikke ser andet end blikskure, biler og knallerter og dog nogle store sten ind imellem, men på vores fridage tager vi så på nogle ture og oplever Nigeria. I torsdags tog vi på hiking i et naturområde 20 minutters kørsel her fra villaen. Vi skulle bestige et bjerg, eller.. jeg ved ikke hvad man kalder det, det ligner mest af alt en bunke forvoksede sten, men det var virkeligt højt og flot. Vi gik og klatrede og kravlede på maven både ovenpå under og i mellem gigantiske sten. Virkelig vildt og flot og en smule farligt. Fra toppen kunne vi se lige så langt øjet rækker henover flot natur, bjerge, sten, en stor sø og Jos-by. Vi havde taget en spraymaling med og skrev på toppen af bjerget: ”Reach Out 7 – Stars from heaven” - så opfindsomme er vi!

Giraffer til bryllup

I lørdags blev Gozie, som er en god ven af huset og tidligere chaffør for Reach Out gift. Ja, vi kender ham ikke just særlig godt, men vi er danskere og så er det en stor ære at have os med, så vi var til bryllup og det var noget af en oplevelse.
Forberedelserne startede for flere uger siden. I Nigeria giver man selvfølgelig gaver til brudeparret, men der er også tradition for, at grupper af gæster har tøj på i samme stof, -det er også en form for gave og en måde at ære parret på. I hvert fald fik alle os Reach Out-folk, tidligere og nuværende voluntører, værtsfamilie og andet personale, syet tøj i samme stof. Der var selvfølgelig en masse snak om, hvilket stof tøjet skulle syes af og det var svært at nå til enighed, men os danskere måtte til sidst vige tilbage for flertallet af nigerianere og finde os i at ligne giraffer for en dag! Det var dog også kun ca 100kr det drejede sig om for stof og løn til skrædderen, så det var til at overkomme. Det er virkeligt billigt at få syet tøj hernede. En rabba med ca 5meter stof koster omkring 35-100 kr, alt efter kvalitet og evne til at prutte om prisen selvfølgelig. Denne rabba køber man på maked og tager så hen til en skrædder og fortæller ham præcis hvordan man vil have det syet, dette koster så ca 50-75kr. Vi har en skædder tæt på villaen, som er en vældig god ven af huset, og han har rigeligt arbejde for resten af vores tid her, skulle jeg hilse og sige! Nå, men nok om tøj, nu tilbage til brylluppet. Brylluppet startede kl 10, men først da klokken var 10.15 kunne vi køre fra villaen, vi skulle lige vente på at skrædderen blev færdig med værtsfamiliens tøj... -Nigeria!
Vielsen varede ca 2 timer og foregik i en katolsk kirke, der var ét mere brudepar foruden Gozie og Anita. Bagefter gik vi hen til det sted hvor receptionen skulle holdes ikke langt derfra. Der måtte vi så vente i ca 1½ time før det startede. Gæsterne skulle jo lige ind og instrumenterne skulle først stilles op osv og så gik festen ellers i gang. Det hele startede med af vi Reach Out-folk og nogle af de andre gæster gik ind i en lang række mens vi dansede og brudeparret fulgte så efter. Til hele festen var der masser af dans og musik, især brudeparret dansede en masse, hvor vi gæster så skriftedes til at komme op og danse omkring dem og kaste en masse pengesedler i hoved på dem. - 5, 10 og 20 nira, hvilket svare til 25 øre, 50 øre og 1kr..
Receptionen blev holdt i en stor sal, hvor vi alle sad på rækker og kiggede frem mod brudeparret, der sad ved en bord sammen med brudepiger og forlovere. Aller forest på en slags scene sad så æresgæsterne, som bla. er familie og tætte venner, så vi alle kunne se på dem. Os danskere sad selvfølgelig på de forreste rækker i salen. Der var ca 300 gæster i alt.
Faktisk var der ikke så mange taler til festen. Den længste blev holdt af bageren, der havde bagt bryllupskagen. Han fortalte hvordan hver del af kagen havde en betydning, og hvordan den var et symbol på Gud. Ja tro det eller lad vær, man kan ikke engang bage en kage i Nigeria uden at det skal handle om Gud og Jesus! De formår virkeligt at få kristendommen med i alt, imponerende synes jeg! Kagen var virkelig flot pyntet, præcis som en dansk bryllupskage, men da vi hver fik et lille stykke, må vi indrømme at vi blev noget skuffede. Den var mere tør end en sandkage!! Men det er virkeligt også nigeriansk. Alting ser så flot ud udenpå, men tit ser det anderledes ud indeni.. Maden er i det hele taget ikke en særlig stor del af brylluppet, der var i hvert fald lagt fra en dansk bryllupsmiddag til den foliebakke med ris vi fik serveret! Risene smagte brændt og var i det hele taget ikke særligt indbydende, pludselig kunne man sætte lidt mere pris på det mad vi får her i Villaen, men 300 gæster er selvfølgelig også mange at lave mad til.
Til sidst blev det tid til gaverne. Bandet begyndte at spille og alle gæsterne begyndte så at danse op i to rækker foran brudeparret med gaverne. Der var mange gæster og mange gaver, så det skulle jo gå lidt tjæpt. Man aflevede sin gave og fik så stukket en plasiktallerken i hånden hvorpå der stod ”Thanks for attending our wedding, Anita & Gozie”, som en slags takkekort. -så var det ligesom klaret med det samme. Det ville nu heller aldrig kunne lade sig gøre at sende takkekort i det her land med det hersens postvæsen. (Ja, det har vi da erfaret efter at have ventet mindst en måned på breve fra Danmark og flere breve er endnu ikke nået frem. Så venner, I skal ikke have dårlig samvittighed, I behøves ikke sende noget, det kan alligevel ikke nå frem før vi er kommet hjem igen!)
Festen sluttede ca kl 16.30, da bageren begyndte at pakke alt den finde pynt om kagen ned. En dejlig dag og spændende at opleve et nigeriansk bryllup, men jeg må da indrømme at jeg er glad for at være dansker og ser frem til et traditionelt dansk bryllup, hvis jeg da er så heldig at blive gift en dag.

Klar til 3 timers gudstjeneste!

En ny arbejdsplads

Nu efter vores første 6 uger, er skolerne åbnet igen efter en lang ferie, så vi nu også har mulighed for at undervise. Jeg har derfor ændret min ene arbejdsplads fra Bezer Home til Model School, som er en skole for handicappede børn i alle aldre. Jeg arbejder der sammen med Lena og Janni hver mandag og tirsdag, så vi er lige kommet hjem fra vores anden arbejdsdag, og hold da op!
På skolen er der en del døve børn, som får undervisning sammen. Vi tager os så af resten af børnene. Ca 20 børn i alderen 7 til 25 år -Ja faktisk er der også en gammel dame på 65, der er noget senil, så hun står pludselig og tisser midt i det hele, og ellers sidder hun og tegner krusseduller på sit papir, men hun er altså også en af eleverne. Børnene er vidt forskellige i deres handicap. Der er mongoler, autister, fysisk handicappede og børn, der blåt har store indlæringsproblemer. Nogle taler fint engelsk og kan sige deres navn og alder, men mange har et dårligt sprog og ved ikke hvor gamle de er, og andre igen taler kun hausa, - en noget broget flok!
Undervisningen foregår fra tavle inde i et lille klasseværelse, hvor alle børnene sidder på træbænke rundt om et bord. I dag skrev læreren nogle små regnestykker på tavlen, som børnene så skulle skrive af på deres papir og bagefter regne ud, men det var der ikke mange af dem der kunne. Der var skrig og skrål, børn der slår hinanden og børn der græder og det eneste læreren gør er at slå dem lidt med en pind, men ikke engang dét har de respekt for. Nogle børn kan tælle til 100, andre kan ikke tælle til 5, nogle kan skrive deres navn, andre ved ikke hvad bogstaver er.. Jeg har ærlig talt svært ved at se hvordan de nogensinde skal kunne lære noget på alle deres forskellige niveauer, men vi vil gøre et forsøg. Fra på mandag har vi aftalt at dele dem op i 4 grupper og undervise en gruppe hver, så forhåbentlig hjælper det på lydniveauet.
Sidste time var tegning. Den undervisning foregik udendørs under et stort træ, så børnene skulle slæbe alle bænke og tavlen udenfor for at kunne sidde der.
Børnene har også en times sport hver dag. I dag var det længdespring. Børnene skriftes så til at springe 3 gange og så bliver deres bedste resultat noteret. Nogle af dem er vældig gode, men de fleste kan ikke engang hoppe, og så er børnene i det hele taget bare rigtig uopdragne, så de ikke kan finde ud af at vente og driller og slår hinanden! Ja, det er noget af en opgave vi har påtaget os og det er noget udmattende, men når man så sidder dér i skyggen af et stort træ og ser børnene løbe rundt på den røde jord og spille fodbold i deres skoleuniformer, så er det nu alligevel dejligt at være i Nigeria.

Frikadeller og festgale muslimer

Ja nu nærmer efterårsferien sig jo for nogle af jer derhjemme i Danmark, men her har vi faktisk også haft en lille ferie. Mandag og tirsdag har vi haft fri pga muslimernes slutning på ramadanen; salla, og i dag har vi haft fri fordi det er 1.oktober, som er Nigerias uafhængighedsdag. Dejligt med lidt tid herhjemme i Villaen.
Søndag var vi i kirke som sædvanligt med vores fine nigerianerkjoler på, som vi har fået en skrædder til at sy til os. Endnu en 3 timer lang gudstjeneste med masser af lovsang og en præst, der er så ivrig, at han råber. Så bliver man pludselig glad for, at man skal bære tørklæde om håret, så man lige kan hive det lidt ned om ørene, så er det lidt lettere at holde ud og undgå hovedpinen.

Resten af dagen var vi rigtig i køkkenet. Danskerne skulle lave mad til dinner og vi lavede frikadeller og koldkartoffelsalat. En ganske simpel ret hjemme i Danmark, men ikke just i Nigeria. Man kan godt købe hakket kød hernede, men det er så dyrt, så i stedet købte de en ordentlig gang grisekød med ben og skind og det hele, som vi så skulle lave til hakketkød. Det tog så det meste at dagen, men det var det værd! Nigerianerne var helt vilde med frikadellerne, men kartoffelsalaten var nu lidt for underlig for dem. -At koge kartofler og køle dem af igen.. Nej, den købte de ikke!
Mandag morgen stod vi op kl 8 og gik udenfor for at se på de festgale muslimer. Pga salla samledes alle muslimerne om morgenen i 3 moskeer her i Jos for at feste. Én af moskeerne ligger ikke lagt herfra, så der var en masse trafik på vejen udenfor vores compound. Vi kunne stå på nogle sten inde på compounden og følge med i hvad der skete ude på vejen. Hundredevis af knallerter med 2, 3, 4, 5 mennesker på hver kørte forbi, derudover biler, der var proppet med mennesker, så bagsmæk og vinduer stod åbne og lastbiler fyldt med mennesker overalt, endda nogle, der hang nedenunder. Muslimerne tror på at det er godt at dø den dag fordi de så kommer direkte i himmelen og de gjorde da heller ikke noget for at undgå det. De kørte fuldstændigt vildt! Især tilbage fra moskeen kørte knallerterne vildt imellem hinanden og på nogle stod charfføren endda op mens han kørte. Vi så heldigvis ikke nogle, der kom tilskade, men vi hørte bla om en mand, der var blevet kørt ned, så hans ben var kørt af, og sådan var der mange, mange tilfælde. Vi blev indenfor compounden den dag, og vi hyggede os rigtigt. Vi bagte drømmekage og det var virkelig en drøm! Det er utroligt hvad sådan en dansk kage kan gøre på humøret, når man er så langt hjemmefra.